Vejen til at spørge ydmygt og øve sig flittigt
Dagens undervisning begynder med koldt vejr og spørgsmålet om påklædning, men i det ligger meningen, at praksis ikke handler om at ignorere vores omgivelser eller vores krop. Hvis vi kun klynger os til formen, er det let at miste virkeligheden af syne. En udøver bør se de nuværende forhold korrekt, beskytte krop og sind og være i stand til at fortsætte Dharmaen.
Som dagens gode lære formidlede munken instruktionen om at plante tro i Dharmaen og sænke sig selv uden at blive stolt. Stolthed er en forhindring, der siver meget subtilt ind på praksisens vej. Hvis jeg tror, at jeg allerede ved, ikke spørger om det, der bør spørges om, og lukker mit sind for nogen, jeg burde lære af, kan Dharmaen ikke komme dybere ind.
Derfor bør vi respektere og følge kloge og dydige mennesker, og over for alle følende væsener bør vi frembringe medfølelse og tålmodig udholdenhed. At spørge nogen, der er mere erfaren end os selv, om den Dharma, vi endnu ikke har hørt, er ikke skammeligt; det er en udøvers rette holdning. I det øjeblik vi spørger ydmygt, åbnes døren til læring.
Den Dharma, vi har hørt, bør praktiseres i livet, så den ikke forbliver tom. At høre mange gode ord er ikke nok i sig selv. Når vi gennem undervisningens kraft mindsker de forfængelige tanker og forkerte synspunkter, vi har båret, og faktisk sætter bare én ting i praksis i livet, bliver Dharma-talen vores egen.
I dag, sænk stoltheden, spørg om det, der bør spørges om, praktiser det, du har hørt, og skab et sind, der kultiverer uden at stoppe. Selv om vejen til fuldstændig opvågning føles langt væk, begynder den med den lille flid at forsøge at være vågen i hvert øjeblik.
At plante tro og sænke sig selv uden stolthed er begyndelsen på praksis. Vi bør bede de dydige, frembringe medfølelse og tålmodig udholdenhed over for alle væsener og praktisere den Dharma, vi har hørt. Når vi dyrker flittigt uden at stoppe, bliver Dharma-talen til livet.