Et sind, der ikke rives med af strømmen

En flod flyder uden ophør. Står man på bredden og ser på, kan man se strømmens retning og hastighed. Men er man først revet med i den, bliver det svært at vide, hvor man føres hen. Vores sind rummer en strøm ganske som denne. Når vi ikke lægger mærke til den kraft, der trækker sindet med sig, kommer vi til at tale og handle nøjagtigt som vores tanker dikterer.

At ville se, at ville høre, at ville have, at ville føle endnu mere — det ene ønske fører til det næste. At få én ting giver et øjebliks tilfredsstillelse, men snart leder vi efter noget andet. Når vi følger begæret uden at bemærke, at det er opstået, mister sindet ethvert sted at hvile. Frem for blot at fordømme det begærende sind må vi først se på, hvordan det opstår, og hvordan det trækker os med sig.

Der er også ønsket om at vise andre 'sådan er jeg.' Jo mere ønsket om at blive anerkendt og beundret vokser, desto lettere lader vi os ryste af andres reaktioner. Når vi bliver fanget af tanken 'jeg har ret' eller 'det skal gøres på min måde,' bliver det svært at høre på andet. Og selve vildfarelsen ved ikke at vide, hvad der trækker os med, gør blot denne strøm stærkere.

Øvelsen handler ikke om at tvinge floden til at stoppe. Den begynder, ligesom når man iagttager strømmen fra bredden, med at lægge mærke til det begær og den stædighed, der opstår lige nu. Observer: 'her er et sind, der vil have,' 'her er et ønske om at vise mig selv,' 'her er jeg, ude af stand til at slippe mine egne tanker.' Når vi ikke længere griber den følelse, som om den var hele den, vi er, åbner der sig et lille rum i vanen med at handle på den med det samme.

Dette rum er ikke ligegyldighed eller resignation. Det er det sted, hvor vi, før vi reagerer nøjagtigt som sindet trækker, ser på, hvad der reelt er brug for. Selv med noget, vi gerne vil sige, kan vi høre den anden ud til ende; selv når noget føles, som om det skal have det med det samme, kan vi se efter, om det virkelig er nødvendigt. Bevidsthed hjælper os til at vælge mere klart i hverdagen.

Læren sammenligner nirvana — frihed fra lidelsens voldsomme strøm — med en tryg ø. Tryghed opstår ikke først, når floden selv stopper; den peger snarere på en fred, hvor man ikke længere rives med af strømmen. Et øjebliks ro i sindet betyder ikke, at nirvana allerede er nået. Dagens lille handling af bevidsthed er øvelse i at tage denne lære med ind i vores liv.