Øvelsen i ikke at tilføje skelnen til én tanke

Ligeværdig oplysning og Vidunderlig oplysning er navne og stadier, der er opstillet for at beskrive dybden af en bodhisattvas praksis. Men set fra Seon er der i det oprindelige sind — buddha-naturen selv — hverken højt eller lavt, først eller sidst. De ord, der opdeler praksissens stadier, er et middel til at forklare opvågning, ikke egentlige trin på din oprindelige plads.

Den vigtigste lære i dagens tekst er at 'ikke falde i en anden tanke'. Det betyder ikke en tilstand uden nogen tanke overhovedet. Det betyder, at du netop dér, hvor du ser, hører, mærker og ved, ikke straks tilføjer skelnen oven på det og holder fast i den.

Når du ser en blomst, ser du først blot blomsten. Men når sindet straks følger op med 'jeg kan lide den, jeg kan ikke lide den, den er min, jeg vil have den', fødes en anden tanke. I det øjeblik, du hører nogens ord, gælder det samme: hvis du bliver ved med at tilføje en fortolkning — 'de overså mig, hvor vover de' — oven på den enkle kendsgerning, du hørte, føder skelnen mere skelnen.

At ikke falde i en anden tanke betyder derfor ikke at fjerne tanken. Det betyder ikke at lægge endnu en tanke oven på en tanke og klamre sig til den. Det sind uden sind, der tales om i Seon, er ikke et sind som træ eller sten, der intet ved; det er et sind, der ved alt klart, men som ikke bliver boende i den tanke. Dette hænger sammen med læren om at lade sindet opstå uden at bo nogen steder — at rejse sindet uden at slå sig ned noget sted.

Selv den tanke, der måler, 'er jeg nu ved Ligeværdig oplysning eller Vidunderlig oplysning?' eller 'hvor meget er jeg vågnet?', kan selv blive en anden tanke, der splitter dig selv og opvågning i to. Når du ikke bliver boende i navne og stadier, ikke tilføjer skelnen til én tanke, og forbliver enkelt klar i at se og høre, er der ikke længere nogen todeling netop dér, hvor du er.