Et blik, der skinner på én selv og holder om andre

Når vi ser på os selv, og når vi ser på andre, er det let at få forskellige standarder frem. For vores egne fejl tror vi, at der var omstændigheder. For vores egne mangler tror vi, der var grunde. Men foran en anden persons fejl, vurderer vi denne person som naturligt mangelfuld eller skødesløs. At bemærke denne forskel er begyndelsen på praksis.

Selvretfærdiggørelse kan gøre sindet behageligt et øjeblik. Men når det samme mønster gentages, bliver styrken til at kaste lys over ens eget sind svagere, og der opstår små sprækker i forholdet. Øvelse er ikke evnen til at dømme andre mere præcist. Det er arbejdet med først at se på retningen af ​​vores eget sind, før dommen opstår.

At holde på andre betyder ikke blot at lade enhver fejl gå forbi. Vi kan sige, hvad der skal siges, men vi retter ikke den anden persons mangler som hele deres identitet. Vi husker, at vi også er væsener, der kan give anledning til et sådant sind. Når vi tilføjer mere refleksion over for os selv og mere forståelse over for andre, er medfølelse ikke længere et abstrakt ord. Det bliver en reel styrke i relationer.

Det, der betyder noget i denne undervisning, er ikke at tvangsudsmykke sindet eller forsøge at ændre det hele på én gang. Først bemærker vi, hvor vores sind er fanget lige nu, og vælger derfra et skridt i en rigtigere retning. Øvelse er ikke en særlig begivenhed langt væk. Det fremgår af dagens udtryk, ord, domme og betragtninger.