Ord peger på vejen, men opvågning skal ses direkte

Det er en morgen fyldt med sollys. Vi ser solen med øjnene, mærker dens varme og ved, at solen er stået op.

Men for en, der ikke kan se solen direkte, skal en anden person forklare, at den er stået op. Vi kan sige, at solen er lys, varm og oplyser verden. Men uanset hvor omhyggeligt vi forklarer det, er det ikke det samme som at se solen for sig selv.

Buddhas lære er sådan. Sutraer og Dharma-samtaler er dyrebare midler, der viser os vejen og hjælper os med at bevæge os mod sandheden. Men ord og skrift i sig selv vågner ikke. Ord er som en finger, der peger på sandheden, og opvågning er som månen, som fingeren peger mod.

I traditionen siger folk også, at selvom Buddha holdt utallige Dharma-taler, talte han til sidst ikke et eneste ord. Dette betyder ikke, at der ikke var nogen lære. Det betyder, at sandhedens sted ikke kan forstås fuldt ud med ord. En Dharma-tale peger med ord mod det, der ikke kan siges, og gennem disse ord må vi endelig se stedet hinsides ord.

Smagen af ​​mad er den samme. Uanset hvor meget nogen forklarer: "Den er sød, duftende og blød", kan vi ikke helt kende smagen, medmindre vi spiser den selv. På samme måde bør Dharma ikke stoppe ved at høre og forstå. Vi skal skinne det direkte ind i vores eget sind og liv og opleve det der.

Derfor ender studiet ikke med at kende mange ord. Vi kan læse sutraer og lytte til Dharma-taler, men vi bør ikke kun blive ved ordene. Vi er nødt til at se meningen hinsides forklaring og bevæge os fra viden til direkte erfaring.

Må vi i dag lytte til gode ord uden at stoppe ved ordene alene, se direkte ind i det sted i sindet, de peger på, og gå fra at vide til at se.