Et sind, der kender tilfredshed

Vi har brug for mad at spise, et hjem at bo i og penge til at opretholde hverdagen. Det er dyrebart at sikre det, vi har brug for, og at tage vare på vores krop og hverdag. Kun på det fundament kan vi udføre vores eget arbejde og leve sammen med andre. Dagens lære benægter ikke dette behov. Den beder os om at undersøge det øjeblik, hvor sindet, der forbereder det nødvendige, forvandles til uendelig higen.

I begyndelsen søgte vi ting, vi kunne bruge i hverdagen, men før længe kan det at have mere blive dagens omdrejningspunkt. Selv når vi hviler, tænker vi på, hvad vi skal skaffe næste gang, og bekymrer os om, at nogen måske tager fra os, eller at vi mister det, vi allerede har. Tingen er måske i vores hånd, men sindet er ikke frit. I stedet for kun at se på, hvad vi har, og hvor meget, må vi se indad på, hvordan vores sind bevæger sig, når det griber fat og holder fast.

Når sammenligning først kommer ind, begynder selv det, der var nok, at føles utilstrækkeligt. Vores eget liv mangler måske intet, men synet af, at en anden har mere, kan pludselig få os til at føle os små. Dette sind stopper ikke ved ejendele. Det kan udvide sig til viden, status og selv den respekt, vi modtager fra andre, som vi ønsker at hævde og vogte. Når sindet, der måler sig selv mod andre, opstår, så se igen på, hvad du reelt har brug for lige nu.

Forestil dig en, der holder en kurv med frugt fast med begge hænder. Selv med nok samlet til at spise strammer synet af en større kurv i nærheden grebet yderligere. Bekymret for at tabe den, men alligevel ude af stand til at sætte den fra sig. Dette er et hverdagsbillede, der kan hjælpe med at forstå dagens lære. Det er ikke kurven selv, men sindet, der ikke kan give slip på den, der kan udmatte os.

Det, som buddhismen kalder dana, eller det at give, er praksissen med at undersøge dette grebne sind og tilbyde noget derfra. At give nogen det, de har brug for, er dyrebart, men at tilføje stoltheden over 'det var mig, der hjalp' skaber en anden slags ejerskab. I stedet for at holde fast i modtagerens reaktion eller ros, hver gang du giver, så prøv at lægge fra dig, selv bare lidt, tilknytningen til det, der er 'mit'. Det, der betyder noget, er ikke hvor meget du har givet, men hvordan sindet forandrer sig.

Selv med meget, hvis vi altid vil have mere, er det svært at føle en fornemmelse af tilstrækkelighed. Der åbnes plads i sindet, når vi tager os af vores nødvendige liv med det, vi allerede har, og ved, hvordan vi kan tilbyde det, vi kan dele, indenfor det. Tilfredshed betyder ikke at vende sig bort fra livets behov eller ikke at have noget som helst. Den begynder med at bruge det, vi har i dag, taknemmeligt, lægge mærke til sindet, der ønsker mere og frygter tab, og tilbyde den ene ting, vi kan dele.