At se lykken, der allerede er ved din side

Vi anstrenger os alle for at blive lykkelige. At sørge for det, vi har brug for, at gøre vores arbejde godt og at stræbe efter at blive bedre er alt sammen nødvendige dele af livet. Problemet opstår, når denne anstrengelse bliver fanget af sammenligning og ønsket om at blive anerkendt. Når sindet hele tiden kun kigger mod den næste præstation og en større lykke, bliver det, der allerede er dyrebart og tæt på, usynligt, blot fordi det er velkendt.

Når vi hører om pludselige ulykker eller tab, mindes vi om, at de almindelige dage, der fortsatte indtil i går, aldrig var noget, vi kunne tage for givet. Men en andens lidelse bør ikke blot bruges som en lektion i vores egen taknemmelighed. Vi må først respektere den lidelse som lidelse i sig selv, og lade den føre os til at drage bedre omsorg for de mennesker og den hverdag, vi stadig kan beskytte lige nu.

Lykken kommer ikke altid i en form, der springer i øjnene. Den kan også gemme sig i øjeblikke, der er så velkendte, at vi går lige forbi dem — at spise et måltid i ro, at gå på egne ben, at mærke luften efter regnen er stoppet, eller at vide, at et menneske tæt på os er kommet godt igennem dagen. Vi lægger som regel først mærke til kroppens almindelige funktioner, når de bliver svære. Så i stedet for at sammenligne os med dem, der er syge, eller som har mistet noget, er det rette udgangspunkt at lægge omhyggeligt mærke til de funktioner, vi har lige nu.

At værdsætte en almindelig dag i dag betyder ikke, at vi skal opgive ønsket om at komme videre, eller tvinge os selv til at se lidelse som noget godt. Tværtimod er det ved at se vores nuværende liv klart, at det bliver tydeligt, hvad vi skal beskytte, og hvad vi skal ændre. Tilfredshed er ikke resignation — det er den styrke, der forhindrer os i skødesløst at bruge det, vi allerede har, op, så vi kan vælge vores næste skridt med visdom.

Når sindet bliver ved med at løbe mod et fjernt sted, så stop op og se dig omkring et øjeblik. Se på træet langs vejen, du altid går forbi, hænderne og fødderne, der endnu en gang i dag udfører deres arbejde, mennesket, der stille bliver ved din side, som om du så det for første gang. Det dyrebare er ikke noget nyt, der skabes — det viser sig i det øjeblik, vi genkender det, som vores travle sind havde skjult.

Lykke, når den først er bemærket, må føre til omsorg. At sige tak, at dele et måltid, at passe på det, der gør ondt, og ikke bruge naturen og tingene skødesløst — disse små handlinger er det, der beskytter en almindelig dag. At genkende lykken ved vores side lige nu ender ikke med vores egen bekvemmelighed; den bliver til medfølelse, der også behandler en andens dag som dyrebar.