Se klart de tre rødder til lidelse

Grådighed er ikke det samme som at søge det, vi behøver for at leve. Det er det sind, der tror, at vi kun kan føle os trygge ved at få mere, selv når vi allerede har nok, og som klamrer sig til mennesker og omstændigheder for ikke at miste det, det har opnået. Jo fastere vi holder, desto mere frygter vi at miste; og når tingene ikke går, som vi ønsker, følger vreden.

Vrede er heller ikke det samme som blot at føle ubehag eller erkende uretfærdighed. Vi må standse skadelig adfærd og sætte tydelige grænser. Men når vi tror, at vi kun kan beskytte os selv ved at hade nogen, eller når ét vredesudbrud fastlåser et helt menneske som en fjende, bliver vreden en betingelse for endnu større lidelse.

Uvidenhed betyder ikke blot at vide lidt. Det er den vildfarelse, der ikke ser, at alt forandrer sig og opstår afhængigt af andre betingelser, og at vores valg nu former det, der følger. Fanget af grådighed overser vi, hvor kort tilfredsstillelsen varer; rystet af vrede ser vi ikke de sår, som vores ord og handlinger kan efterlade.

De tre gifte virker ikke hver for sig. Når ønsket om at få mere bliver hindret, opstår vrede; når vreden opstår, kan vi ikke se situationen klart; og jo mindre klart vi ser, desto mere griber og bebrejder vi igen. Praksis er derfor ikke at undertrykke en enkelt følelse, der er kommet frem. Det er at lægge mærke til denne kæde og vende det næste led mod en gavnlig handling.

Gavmildhed er den praksis, der modvirker grådighed. Den handler ikke kun om at dele materielle ting, men også om ikke at monopolisere tid, plads, opmærksomhed eller anerkendelse. Når vi giver noget inden for vores formåen, løsnes den tilknytning, der kalder det ”mit”, en smule.

Medfølelse er hverken at sluge sin vrede betingelsesløst eller at tillade uret. Det er ønsket om, at både vi og den anden må blive fri for lidelse: at standse skadelig adfærd uden gennem had at skabe yderligere skade. Medfølelsens styrke ligger i at holde den nødvendige afstand uden at lade vores ord og handlinger blive grusomme.

Visdom oplyser uvidenheden. Den forveksler ikke en opstået sindstilstand med den, vi er, men undersøger de betingelser, den begyndte i, og de følger, den kan føre til. Når grådighed opstår, så læg mærke til det, der allerede er nok. Når vrede opstår, så berolig først åndedrættet og kroppen, og skeln derefter fakta fra fortolkning. Når vi ser årsager og følger på denne måde, får vi plads til at vælge.

Nirvana kan ikke forfølges, som om det var endnu en særlig ejendel. Når vi gradvist svækker grådighed, vrede og uvidenhed dér, hvor vi er i dag, og omsætter gavmildhed, medfølelse og visdom i handling, bliver sindet revet mindre med og mere frit. Praksis er ikke at foregive, at de tre gifte aldrig opstår i os. Det er et vedholdende liv, hvor vi bemærker deres opståen og vender tilbage mod det gavnlige.