Stien åbner kun, når vi går den

Når vi studerer Buddhas natur og sande natur, kan vi vakle mellem ordene: "Det er allerede fuldendt" og "Vi vågner gennem praksis." Den ene side giver os fast tro, mens den anden minder os om vigtigheden af ​​en egentlig indsats.

Vigtigere end hurtigt at vælge én forklaring er at passe sindet her og nu. Vi skal bemærke, at sindet bliver trukket af lidelser og vaner, lytte og reflektere rigtigt og øve os støt, så visdommens øje kan åbne sig.

Tænk på at gå mod en bjergkilde. Selvom en kilde er markeret forude, kan vi ikke møde vandet uden at gå. Selvom vi ikke er helt sikre på, at den er der, skal vi stadig undersøge vejen et skridt ad gangen. Troen opmuntrer vores skridt, men den går ikke i vores sted.

Praksis er den samme. Tillid til muligheder afholder os fra at opgive studiet. Men vejen åbner sig ikke, hvis vi kun har troen og ikke plejer sindet. Vi har brug for at høre den rigtige undervisning, observere velkendte tilknytninger og forfine vores ord og handlinger hver dag.

Til tider åbner en enkelt Dharma-tale visdommens port. Alligevel har vi også brug for paratheden til at modtage den og den praksis, der fortsætter bagefter i dagligdagen. Opvågning er ikke at vinde et argument; det er en ændring i, hvordan vi lever.

Konklusionen er altså enkel. Hvis vi tror, ​​at opvågning allerede er til stede, skal vi stadig øve os. Hvis vi tror, ​​at visdom er nyindlært, skal vi stadig øve os. Uanset hvilken forklaring vi vælger, kan vi ikke undgå processen med at pleje sindet og oplyse visdom. Et træningstrin åbner det næste.