Følelser kan styres

Folk siger ofte: 'Sådan er jeg bare,' eller 'Hvordan skulle man kunne ændre sig i min alder?' Det er sandt, at dybt indgroede tendenser og vaner ikke ændrer sig let. Men det betyder ikke, at vi må acceptere enhver følelse, der opstår lige nu, som en uundgåelig skæbne.

En følelse er ikke hele den, jeg er. Det er ét fænomen, der viser sig i sindet lige nu. Vrede, sårethed, frygt og had kan opstå. Ligesom vejret skifter, skifter sindets betingelser også; når betingelserne samler sig, opstår en følelse, og når de ændrer sig, aftager den.

Det vigtige er hverken at benægte følelsen eller at undertrykke den. Det er heller ikke straks at sige det, følelsen befaler os at sige. Opmærksomhed er at anerkende, netop som det er, at denne følelse er opstået, og at iagttage den.

Tror vi derimod straks, at en følelse er os selv, river den os med sig. Når vi tænker: 'Jeg er vrede,' er det let at forveksle vredens ord med de ord, vi burde sige. Men når vi ser: 'Der opstår vrede i mit sind lige nu,' åbner der sig et lille rum mellem følelse og handling. Det er i det rum, praksis begynder.

At føle vrede betyder ikke, at vi må lade den komme til udtryk. Vi kan først lægge mærke til, at vreden er opstået, og iagttage den et øjeblik. Selv mens følelsens kraft stadig er der, opstår et rum, hvor vi kan vælge, om vi vil lade den kraft strømme ud i ord og handling eller ej.

I buddhismen er opmærksomhed ikke en kold iagttagelse af følelsen. Det er at se med visdom, hvor lidelsen er opstået, og at vende den kraft mod medfølelse, så den ikke skader os selv eller andre. Praksis er at vælge det næste ord og den næste handling med visdom, uden at lade sig rive med af følelsen.

Følelser er som skyer. Ligesom skyer dannes på himlen og opløses igen, opstår og forsvinder følelser alt efter betingelserne. En overskyet himmel bliver ikke til andet end sky. På samme måde bliver jeg ikke selv til vrede, blot fordi der opstår vrede i sindet.

Klynger vi os til en følelse, bliver den til tilknytning; følger vi den blindt, som den er, bliver den let til karma. Men genkender og iagttager vi den, bliver den samme følelse til stof for praksis. Det gør ikke noget, hvis opmærksomheden kommer lidt sent. Er ordene allerede sagt, så tænk over dem, og øv dig i vanen at lægge mærke til det lidt tidligere næste gang.

Personligheden bærer sporene af lang tids vane, mens følelsen er et øjebliks bevægelse. Gentagne gange at lægge mærke til disse øjeblikkelige bevægelser ændrer vores reaktionsvaner. Når de vaner ændrer sig, kan personlighed, relationer og livets retning også ændre sig lidt efter lidt.

Praksis er derfor ikke at blive et menneske, der slet ingen følelser mærker. Det er at blive et menneske, der ved, hvornår en følelse opstår, ikke lader sig rive med af den, og som kan vælge den næste handling med medfølelse og visdom. Det handler ikke om at slette følelsen, men om at blive dens mester.