Praksisprincippet lært af efterårets høst

Himlen er høj og klar, og vinden er blevet kølig. Afgrøderne på markerne og i rismarkerne er efterårets høst — frugten af frø sået om foråret, som modstod sommerens sol, regn og blæst. Efterårets frugt opstår ikke pludseligt om efteråret; den er resultatet af frøet, solskinnet, regnen og vinden, jorden og landmandens omsorg, som alle virker sammen.

I buddhismen betragtes frøet som årsag (因, in), solskin, regn, vind og jord som betingelser (緣, yeon), og frugten, der opstår, når årsag og betingelser mødes, som virkning (果, gwa). De ord, tanker og handlinger, jeg udfører i dag, bliver også til frø. Gode tanker, ord og handlinger bliver til frø af gavnlig karma, mens ord og handlinger drevet af grådighed, vrede og vildfarelse bliver til frø af lidelse. Karma er ikke en fastlagt skæbne — det er det frø, du planter lige nu.

Praksis er ikke at gøre ingenting; det er at passe sindets mark, at forblive vågen og lægge mærke til, hvilket frø du planter lige nu. Ligesom du luger, vander og lader sollyset komme til, må du — selv hvis en eller to omgange siddende meditation eller stille længsel ikke giver et øjeblikkeligt resultat — vedholdende fortsætte i praksis, indtil årsager og betingelser modnes.

Lærerens eget løfte om at videregive Dharma, engang sået, har mødt utallige mennesker og betingelser og er vokset til dagens høst. At bære høsten videre er ikke at hvile i stolthed over frugten, men at genplante det nye frø i den frugt til den næste generation. At dele god frugt og efterlade gode frø — sådan videreføres betingelser, løfte og videregivelsen af Dharma.