Hvis vi stoler på, at der er vand, kan vi grave dybere.

Buddha-naturen er vores oprindelige lyse natur. Vi skaber det ikke udefra; vi opdager det ved at rydde væk, hvad der dækker over det. Så at tro på Buddha-naturen er ikke en grund til at stoppe op og sige: "Jeg er allerede færdig." Det er beslutningen om at vide, at der er lys i os, som bør afsløres, og at blive ved med at bevæge sig i den retning.

Øvelse indebærer indsats, og det giver også resultater. Men selv når indsatsen ser ens ud udefra, ændres dybden af ​​praksis, når der er tro. Hvis nogen graver en brønd uden at vide, om der er vand under jorden, kan de hurtigt blive trætte, når der dukker sten op, og støv stiger op. Men den, der stoler på, at der er vand, graver endnu en gang, selv når vandet endnu ikke er synligt, og går lidt dybere.

Vores sind er også sådan. Lidelse, vaner og tvivl kan dukke op først. Hvis vi ser dem og beslutter, "Jeg kan ikke gøre det her", svækkes styrken af ​​praksis. Men hvis vi stoler på, at Buddha-naturen er til stede, bliver vanskeligheden foran os ikke en fiasko, men et sted at se dybere. Troen bliver den kraft, der rejser sindet igen.

Billedet af en lampe lærer det samme punkt. En lampe er oprindeligt lysstærk, men sod kan dække dens lys. Vi tvinger ikke et nyt lys til at blive til; vi tørrer soden væk og afslører den lysstyrke, der allerede var der. Øvelse er ikke at løbe væk til et fjernt sted. Det er vejen til at vende tilbage og bekræfte den lysstyrke, der allerede er til stede.

Derfor er troen udgangspunktet for praksis og en stor kraft, der bærer os mod opvågnen. Når vi stoler på, "også jeg kan blive lys", begynder vores ord og handlinger at ændre sig, og selv i vanskelige øjeblikke kan vi tage et skridt mere. Tro på Buddha-naturen gør formålsløs gentagelse til målrettet flid.