At give slip på det skelnende jeg

Alt, hvad vi ser, opstår, forandres og forsvinder. Mennesker og ting, tanker og følelser forbliver aldrig i nøjagtig den samme form. Men dagens lære forklarer, at hvis du kun følger denne forandring, er det svært at kende alle tings sande natur fuldt ud. Kun når du ikke bliver fanget af det, der ser ud som at opstå og forsvinde, kan du se ind i den virkelighed, der ikke kan deles op i opståen og forsvinden.

At forstå dette princip som ren viden er ikke nok. I det øjeblik du holder fast i tanken 'jeg kender sandheden', splittes det vidende jeg og det kendte objekt igen i to. Når du ser gennem den skelnende tanke om, at jeg og objekt findes hver for sig, ser du kun de forskelle, der viser sig på overfladen. For at vågne til tegnet på lighed uden forskel må du også stoppe med at holde selve det subjekt, der iagttager og dømmer, fast som noget uforanderligt og solidt.

Det betyder ikke, at du ikke skal se eller tænke noget som helst. Iagttagelsen sker stadig, men uden at sætte tanken 'jeg iagttager' foran den. Det er en tilstand, hvor bevidstheden er klar, men hvor denne bevidsthed ikke gøres til 'min' — munken forbinder dette med det jegløse sind. Det er ikke at tvinge sindet til at blive tomt, men øvelsen i at lægge den kraft fra sig, der hele tiden i sindet deler jeg fra andre, ret fra uret, vinding fra tab.

Tænk på en skole. En skole, dens lærere, elever og bøger er alle nødvendige for at lære. Men selve bygningen, en titel eller en bogs tykkelse er ikke det væsentlige i at lære. Det, der betyder noget, er den egentlige læring og opvågnen, der sker gennem alle disse forhold. På samme måde er øvelsens former og forklaringer redskaber, der peger mod vejen. Stop ikke ved at holde fast i fingeren — se direkte på den sandhed, den peger på.

Ord som 'buddha-natur' eller 'opvågnen' bliver også til endnu et objekt, i det øjeblik du tænker på dem som noget, der findes for sig selv. Et begreb kan vise en retning, men begrebet i sig selv er ikke sandheden. Denne øvelse i det, der ligger uden for opståen og forsvinden, handler ikke om at søge efter endnu et uforanderligt objekt blandt de stadigt skiftende udtryksformer. Det er nærmere det at træde ud af selve den ramme af skelnende tanke, der søger og griber efter objekter.

Denne lære kan lyde svær og højtravende. Så kan du starte fra et lille øjeblik i dag. Når en bedømmelse opstår, mens du ser på en anden person, så følg ikke kun bedømmelsens indhold — se også på det sted, hvor 'jeg ser denne person på denne måde' opstår. Døm ikke dette iagttagende jeg heller; læg blot mærke til, hvordan den skelnende tanke opstår og igen forsvinder.