Fra at rejse sindet til det sind, der rejser sig af sig selv

Når du ordner det, du har læst og studeret, kan du senere se tilbage og se, hvad du har øvet dig i. Praksis stopper ikke ved læsningen. At granske meningen og bringe den i orden bliver grundlaget for at fortsætte. Nu går du videre til næste kapitel og ser lidt nærmere på læren om intet-tanke (munyeom) og sindets virke.

I Seon-traditionen var Lankavatara-sutraen oprindeligt den vigtigste skrift, men efter den femte patriark Hongin Sunim kom Diamantsutraen til at stå i centrum. Én af dens kerneformuleringer er: "Rejs sindet uden at blive noget sted." Der fortælles, at den sjette patriark Hyeneung Sunim, som var brændehugger, hørte netop dette vers, dér hvor han solgte brænde, og straks vågnede op til dets kerne. Det er en historie tæt på legenden, men den viser også, hvor åben og universel Diamantsutraens lære er for alle.

Læren "Rejs sindet uden at blive noget sted" kan granskes fra praksissens sted og fra opvågnens sted. Som udøver må du rejse det sind uden at blive. Efter opvågnen rejser det sind uden at blive sig af sig selv. Der er stor forskel på "rejs sindet" og "sindet rejser sig". Det første betyder at gøre en indsats og øve sig, så det bliver sådan; det andet betyder, at det sind gennem opvågnen virker helt naturligt.

Før opvågnen er der stadig skelnende tanke, tilknytning og vaner, du længe har indøvet. Når du møder noget behageligt, griber du fat i det; når du møder noget ubehageligt, skubber du det væk. Du glædes ved ros og rystes af dadel. Derfor må du se tilbage på dig selv og anstrenge dig for ikke at blive slæbt med af et sådant sind. Praksis er at rejse medfølelse og bodhisindet (bodhicitta), uden at blive i det, du ser, og uden at blive i lyd, duft, smag, berøring eller tanke, uden at gribe fat i fortid, nutid eller fremtid og uden at blive i tanken om "jeg".

Når skelnende tanke, tilknytning og fastklamren er der endnu, rystes sindet stærkt. I nogle situationer bliver du meget vred; til visse ting opstår en stærk tilknytning, og du vil ikke give slip. Hvor du endnu ikke er vågnet, kan sådanne sind opstå. Det, der er brug for da, er indsatsen at se på sindet og tage vare på det. I stedet for at lade dig slæbe med, mens vrede eller tilknytning opstår, øver du dig i at kunne bevæge dig væk fra det sind.

Efter opvågnen, fri af hagen fra fastklamren og tilknytning, virker det sind, der ikke bliver noget sted, af sig selv. Du behøver ikke med vilje at sætte sindet i gang og tænke: "Jeg må ikke klamre mig", "Jeg må rejse medfølelse", "Jeg må ikke blive vred", "Jeg må ikke skelne." Det bliver ganske enkelt sådan helt af sig selv. At Hyeneung Sunim vågnede ved ordene "Rejs sindet uden at blive noget sted" kan forstås sådan, at han så virket af et sind, som intet holder fast, og som ikke sidder fast i skelnende tanke, tilknytning eller vildfarelse.

Før opvågnen øver du dig i ikke-blivende (muju), at du ikke bliver noget sted. Efter opvågnen bliver det ikke-blivende selve livet. Du går forbi trinnet, hvor du anstrenger dig for ikke at blive, og lever uden hager, fanget af ingen tanke. Sindet virker naturligt, men hænger ved intet.

Denne lære fortsætter nogle dage endnu. Det, du ikke må overse her, er, at der kræves indsats på praksissens trin. Fordi sindet efter opvågnen virker frit og af sig selv, følger det ikke, at din nuværende praksis også sker af sig selv. Hvor du endnu ikke er vågnet, er det svært fuldt ud at fatte den naturlige sindstilstand. Hver gang du ser, hører, dufter eller mærker, frembringer sindet mange reaktioner. Du må se tilbage, så du ikke fanges af de reaktioner, og gøre en indsats for at komme forbi hagerne. Det sind, der efter opvågnen vil blive naturligt, dyrker du for nu gennem praksis.